Inspiration, Livsstil

Drop nytårsforsættet og gå efter at få gode vaner

Kan du have svært ved at holde nytårsforsættet? Jeg tror, at vi alle har haft følelsen af at være topmotiveret i slutningen af året, og tænke fra næste år *så* er det at jeg lægger alle mine uvaner væk, og allerede efter den første måned være faldet i, og måske endda opgivet nytårsforsættet.

Derfor spiller vaner så stor en rolle

Vil du skabe et langvarigt resultat, så handler det om at kigge på dine vaner. Når vanerne skal lægges om, så fokuserer vi for ofte på resultatet, i stedet for de små enkelte handlinger, som skal lede os derhen. Derfor havner man ofte to måneder inde, umotiveret, og føler allerede at man har fejlet.

Hjernen koder vores daglige rutiner ind, så de ligger som vaner, og derfor er det vigtigt at lægge fokus netop der. Til gengæld, når du har lagt en ny god vane ind, og fået denne indkodet i stedet for uvanen, så føles det ikke som den store kamp mere, -om det så handler om at huske indkøbsnettet når du handler, om at rede din seng hver morgen, eller spise sundere.

Sådan kommer du hurtigere i gang med de gode vaner, og får sagt farvel til de dårlige vaner

Punkt 1: Start småt

Ofte når vi vil ændre noget i vores liv tænker vi således: ”Fra på mandag går jeg all-in og gør alt rigtigt. Fra på mandag.”

Når du gør dette, prøver du på at bryde med alle dine usunde vaner på én gang. Det er utrolig svært, og vil derfor, i de fleste tilfælde, falde til jorden.

Start med noget småt og enkelt. Og forsøg ikke at lægge alle vaner om på samme tid.
Vil du spise sundere, så start med at spise en gulerod til din frokost hver dag. Vil du træne mere, så start med 10 armbøjninger, hver eneste dag. Vil du rode mindre; start med at rede din seng hver morgen.

Make it so easy you can’t say no.

—Leo Babauta

Du tænker sikkert, at det er alt alt for lidt til at kunne skabe et ordentligt resultat. Til det, vil jeg henvise dig til den tidligere “fra på mandag”-strategi, og hvor ineffektivt det har været før i tiden. I starten er det ikke resultaterne, der er vigtige. Det vigtige er, at du bliver en person, som overholder de nye gode vaner.

Fx. er det vigtigt for mig at spise sundere. At spise sundt kræver små ændringer i mine vaner:

  1. Lad være med at købe slik/chips/hvidt brød osv. når jeg handler (hvis først det er havnet i mit hjem, skal jeg nok spise det før eller siden).
  2. Spis flere grøntsager – her hjælper det når jeg planlægger min mad, så der skal lægges madplan til hver uge, og handles for mindst tre dage ad gangen (her bliver der både sparet penge og tid, og så bliver jeg ikke så fristet af hvad supermarkedet har af snolder).
  3. Og sidst men ikke mindst, så skal jeg ikke bruge tid og kræfter på at banke mig selv oven i hovedet, hvis jeg falder i en aften, og spiser mere kage end planlagt e.l.

Punkt 2: Forbind dine nye vaner til dine nuværende

Hvis der er noget, vi kan regne med i livet, så er det regelmæssigheden af vores vaner. Så hvorfor ikke forbinde din nye vane til dine nuværende vaner. Som for eksempel, at du reder din seng lige når du har børstet dine tænder om morgenen. Så din tandbørstning bliver en slags reminder for din nye vane.

For at forsætte mit tidligere eksempel mht. at jeg gerne vil fokusere mere på sund kost, så vil jeg planlægge den kommende uges madplan når jeg alligevel om søndagen, sidder og laver næste uges to-do liste. Dermed har jeg forbundet min nye vane med en nuværende.

Punkt 3: Find keystone vaner  

Keystone vaner er dem, som sætter gang i andre gode vaner. Det kan være, at dét at du begynder at træne, gør, at du spiser sundere. Eller dét, at man reder sin seng om morgenen, gør at du også rydder lidt mere op i løbet af dagen.

Når du begynder med (og overholder) de gode vaner, begynder du også at ændre den måde, du ser dig selv på. Lige pludselig bliver du den type, som træner fire gange om ugen, og derfor bliver det måske automatisk nemmere at spise sundt. Eller når du bliver den type, som reder din seng hver morgen, så er du højst sandsynligvis også den person, som sørger for at vaske din morgenmadstallerken af inden du smutter ud ad døren.

Men husk at prioritere dine udvalgte vaner, da det er dem, du skal implementere i dit liv.

Punkt 4: Lav en plan

Det er svært at skabe store forandringer i sit liv. Især i de perioder, hvor man har meget om ørerne, sniger de dårlige vaner sig ind i vores liv igen.

Bad habits interrupt your life and prevent you from accomplishing your goals. They jeopardize your health — both mentally and physically. And they waste your time and energy. – James Clear

Derfor er det vigtigt at have en plan. Ofte gør folk dét, at de sætter et mål, men formår ikke at lave en plan til at nå de mål. Og når de hektiske tider rammer, så er det meget nemt at kassere de nye vaner, hvis ikke man har en plan at forholde sig til. En konkret plan vil tydeligt vise dig, hvordan hver eneste handling er forbundet med dine mål, (om disse er realistiske), og det bliver sværere for dig at droppe vanerne.

Vi håber, du kan bruge rådene til at få mest ud af 2018 og nå dine mål.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *